Drage besøg?

Sted:: Grotterne
Tid:: Kl.22.30
Omkring:: En drage der sover inde i grotten..
Vejr:: Mørkt, månen skinner.
Påklædning:: En sort jakke, hvide bukser og rødesko ?

Månenslys kunne svagt ses gennem skyerne. Vita sad ved en grotte og kiggede nysgerrigt ind, og hun vidste ikke om dragen sov eller ej. Hun sukkede og gøs en enkelt gang. * kan denne drage være farlig?* tænkte hun og gik et lille skridt nærmere grotten. Selvom hendes forældre og søster havde forbudt hende at gå herop, vis hun ikke kendte en drange, ville hun så gerne møde en og hun så dem aldrig. Hun sukkede og gik langsomt ind i dragens grotte. Hun sukkede og hendes stemme var spinkel og nervøs. " Hallo? Hr.Drage?" Spurgte hun med sin lille fine dog spinkle stemme. Hun sukkede og var faktisk lidt bange, selvom hun ikke plejede at være det. Hun sukkede og rettede sig op, denne drage var her sikkert ikke.
Vita sukkede og satte sig på en stor sten og sparkede ud i luften. * ingen drage..* tænkte hun stille og kiggede endnu engang rundt, men hun kunne ikke se noget i mørket. Var det en bevægelse længere ind i grotten ?

Maven grumlede og det var snart tid til at gå på jagt. David lå og sov, da han pludselig hørte en lyd ude for enden af sin grotte. Lyden af fodtrin og duften af menneske fyldte hulen. Han rejste sig dovent op og travede søvnigt den lange vej op mod udgangen. Han tænkte for sig selv, at han enten måtte få sat et stopskilt op udenfor grotten.. eller bare finde sig en kortere grotte. Da han endelig var nået næsten ud til enden af grotten, så han en lille pige. David stod stadigvæk i mørket, så hun kunne højst sandsynligt ikke se ham, tænkte han. Han vendte hovedet på skrå og gik lidt nærmere. På trods af at David havde levet her fra før menneskene kom, havde han aldrig nogensinde set en så modig og speciel pige. Hun var meget lille, og så havde hun røde øjne. Det var da noget nyt!

Vita kiggede roligt rundt og hun viste ikke at hun var bange. " Hallo?" sagde hun endnu engang og hendes øjne havde endelig vendet sig til mørket. Hun kunne se noget grønt længere inde, men hun rørte sig ikke ud af flækken. Hendes krop var stivniet og hendes vejrtrækning var stoppet. Hun ville gerne gå længere ind, men hendes muskler ville ikke lystre. Vitas mund formede sig som ordene hun ville sige, men ordene kom ikke. Endelig tog hun sig sammen og et smil formede sig om hendes læber mens hun talte med sin lille fine stemme. " Jeg kan godt se dig drage" hviskede hun stille, men hun vidste at dragen ville kunne høre hende. Hendes røde øjne hvilede på dragen og hun kunne sagtens tale dens sprog, så den ikke behøvedet at tale som et menneske. Vita kørte en hånd gennem sit hår, hvilket fik hende til at se rolig ud. Hun trådte lidt tættere på dragen og smilte et roligt smil. Hun ville ikke skræmme den. Hun begyndte at tænke på hvor længe drager havde levet. måske 100 år? 1000 år, nej nok flere millioner af år.

David gabte, og gik hen til den galning af et menneske. Han regnede med, at det højst sandsynligt ikke vilel angribe ham. Alle de sidste med deres små økser havde mødt deres skæbne. Men det var jo også noget tid siden. Og dengang var det meget sjældent, at mennesker havde røde øjne! ".. good times," tænkte han.
Han gik langsomt hen mod den lille pige, der underligt nok ikke blev bange for ham eller begyndte at løbe. Intet gjorde hun, andet end at stå der og glo. Som sædvanligt! Enten ville de skære ham i småstykker, løbe eller stå som forstenede og glo. Ret kedeligt i længden, faktisk.
Han strækte sin store krop og gabte igen, hvorefter han luntede over til pigen. Han kiggede lidt ned på hende, hvorefter han blidt puffede til hende med sin ene arm, bare for at se, om hun overhovedet var i live.