Dyrevenner

Vejr: Solskin og dejlig varmt.
Sted: Skoven
Omgivelser: fuglesang og en masse dyr.
Tid: middagstid - kl.14.00
Påklædning: Uskyldig lille fin kjole, sommersko og håret sat op i rottehaler.

Træernes blade bevægede sig langsomt i luften og i takt med fuglesangen. Vita smilte for sig selv og var glad for at hendes forældre ikke vidste hvor hun var. Hun ville bare ud og hilse på sine dyrevenner. Alle egerne, fuglene, dådyrene og alle de andre. Vita fniste og et lille egern pilede hen til hendes fød og kravlede op på hendes skuldre. Egernets stemme var lille og man kunne næsten ikke høre den, men Vita kunne forstå alt hva egernet sagde. Hun fniste og strøg dets ryg. " Jeg gør jer ikke noget" hviskede hun med en lille fin stemme og hendes røde øjne kiggede rundt på træerne og buskene.
Et lille dådyr kom frem fra et buskads og vandrede hen til Vita og nussede hende med snuden, hvilket fik Vita til at falde bagover og lande på ryggen. Vita kunne ikke mærke at det gjorde ondt, men hun ventede hele tiden på at smerten kom. Men ingen smerte. Hun sukkede og kunne ikke på nogen måde tænke tilbage på sit menneskeliv, hun var født som en alfa vampyr. Hun sukkede og satte sig op.
En en raslen kunne høres længere inde fra skoven, var det fodtrin eller et nyt dyr? vita var hurtigt på fødderne, men ville ikke gå længere ind i skoven da hun kunne høre at fodtrinene kom nærmere. Hun blev stående hvor hun stod og ventede,

Lua kradsede sig selv lidt på den ene hånd.
*Forbandede tidsel* Tænkte han og mindet dukkede op igen om hvad han havde gjort.
Træet han hurtigt var kravlet op i, med de fantastiske frugter, kunne ikke holde til han vægt og han faldt ned...
Heldigt at han ikke var faldet helt ned i tidsel bedet, men bare havde kommet til at lægge hånden da han var faldet.
Hånden mærkede efter om alle hans 3 knive var der. Filet, snitte og bare skære kniven.

VIta kiggede rundt, da hun hørte en gren knække. Hun stivnede med det samme og kunne lugte menneske. " Nogen der?" spurgte hun med sin lille fine klokke stemme. Et egern sprang straks op i et træ og kiggede rundt, og da det kom tilbage vidste hun at det var et menneske. Hun sukkede og fandt det sted hvor drengen/ manden var. Hun lagde hovedet på skrå og smilte et uimodståeligt sødt smil. " Hvem er du så? " sagde hun med en lille stemme og egernet på hendes skulder var løbet sin vej igen. Hun kiggede rundt og hendes ellers så glad ansigt var trist igen. " Du skræmmer mine dyrevenner" hviskede hun meget lavt og vis hun kunne havde gradt, ville det havde set ud som om hun skulle til det. Hun sukkede så og et smil formede sig om hendes læber. Et trist smil, men dog et smil. Ingen vidste noget om denne lille pige fordi at hun aldrig lod sig se, men nogle få gange fik man et glimt af hende også forsvandt hun. Hun lagde hovedet på skrå og hendes rottehaler bevægede sig i takt med vinden der blæste.

"Det er unormalt" sagde han bare langsomt og kiggede efter der hvor egernet var løbet hen.
Lua plejede ikke at skræmme dyr.
"Det er sikkert fordi jeg er en Sigøjner" sagde han så med et lalleglad smil og gik så resten af vejen hen til hende og satte sig på hug foran hende.
"Men jeg har ikke set dig her før" Lød det langsomt, mens minder om forskellige personer susede igennem hovedet...
Og nej... Intet der kunne minde om den her pige kom frem i Luas hoved.

Et smil spillede om VItas læber, men det var hurtigt væk da han gik hen til hende. " Pas på" hviskede hun meget lavt og han ville ikke kunne høre det. Han vidste ikke hvor farlig hun var og vis hendes humør blev anderledes blev dyrene påvirket. Hun pustede ud og trak ikke vejret, men lod som om hun gjorde. " Jeg Lader heller ikke mennesker se mig" sagde hun med en lille fin klokkestemme. Denne Dreng var anderledes, han var en sigøjner og det fik Vita til at kigge ned i jorden. Hun kiggede ikke op før hun hørte en fugl kvidre i det fjerne. Alle dyrenes lyde beroligede hende på en måde. Hun kiggede på drengen igen og denne gang ind i hans øjne. Han ville sikkert lægge mærke til hendes øjne, men hun tog sig ikke af det. " Hvem er du så?" spurgte hun og et lille uimodståeligt smil formede sig om hendes blege læber og man kunne se hvor meget hun lignede sin mor, Violet. Hun lagde hovedet på skrå og sendte et vuderende blik til drengen.

"Lua" sagde han med et grin.
Lua kiggede længere på hende før han så nikkede.
"Du er en Vampyr... Ikk?" spurgte han hende og lød ikke som om det var et spørgsmål, men mere en konstatering.
Han havde alligevel mødt en masse andre Vampyre, så hvis hun løj, så kunne det jo være at hun ikke gad indrømme det, eller ikke ville være det og ikke sagde noget eller noget helt tredje.

//Skal ud med hunde//½

Oliver snerrede irriteret og stirrede op i himlen. Hvo var Vita NU henne?! Den lille pige gik da også hendes egne veje. Træerne lagde han hurtigt bag ham og ko ud på et åben område hvor han stoppede op og lukkede øjnene. "Vita" mumlede han og lyttede og snuste ind. En svag lugt....Vest! Oliver sprang videre så et menneskeøje ikke ville nå at se ham, men bare tro at det var noget de havde bildt sig ind. Han stoppede op ved lyden af stemmer. "Du er vampyr, er du ikke?" Oliver stivnede ved lyden af den stemme. Han vidste hvem de var..! han sprang ned ved siden af sin datter. "Det komme an på hvem du er?" Oliver kiggede på mennesket med et hævet øjenbryn. Han stragte sig lidt da han mærkede den brændende fornæmmelse i halsen, og var tæt på at kaste sig ovver ham. Men af respekt for sin datter lod han være. "Vita søde? Han har ikke gjordt dig nnoget .. Vel?" Oliver kiggede på Vita og smileded et skævt smil. Det va jo umuligt at blive sur på hende. "Vio troede at du var ved hvalpene.." han skulede til mennesket med et sigende blik. "Og.. Du er sigøjner" Oliver lyste op i ansigtet og gik hen imod ham med et facineret blik og stilte sig foran ham. "Hvordan kan det være du kenner til os?" .. DFet skulle man passe på med at gøre. Tænkte Oliver let.

Vita skulle lige til at svare drengen, men så landede hendes far ved hende side. Hun sukkede tungt og himlede med øjnene. De voksne var altid så bange for at hun var sammen med varulvene. " Jeg gør hvad jeg vil.. men aldrig nogensinde vil jeg være sammen med en hvalp af min egen frie vilje" sagde hun med en stemme der var kold, men som blev varm igen. Hun kunne ikke være sur på sin far, men nogle få gange blev hun irriteret. Vita sukkede og gik hen til drengens side og kiggede strengt på sin far, men vendte blikket mod Mennesket igen. "Vis du vil vide hvad der er, må jeg også tage dig som min fange" sagde hun i en drillende tone og begyndte af fnise lavt. Hun elskede at drille mennesker med sådan noget, men ingen troede at han var farlig nok til at holde dem som sin fange. Hun fnøs over den tanke og kiggede så på sin far igen. " pas på med hvad du siger, Oliver" sagde hun og det var ikke helt normalt at hun kaldte ham for Oliver. Vita smilte sødt og kiggede så på drengen og lagde hovedet på skrå. Hendes blik var udfordrende og hun ville se om han turde sige 'ja'

"Alle Sigøjnere kender til jer" svarede han bare Oliver og smilte lidt til ham.
Lua indrømmede blankt at han var blevet overrasket over at Oliver bare pludselig var landet ved siden af den lille pige...
Og Så lige selvfølgelig det store faktum at ham der vampyren tiltalte hende som sin datter... Eller ihvertfald en fra Familien...
*Datter og Far.... Og Vio... Moren* Tænkte han og Billedet at Violet kom ind i hans hoved og han nikkede lidt.
"jo selvfølgelig" grinte han bare til Vita.
Han vidste jo allerede hvad der ville ske, hvis hun prøved at drikke noget blod fra ham, men om hun vidste det... Det ville tiden jo vise så at sige, men hun var rimelig sød hende den lille.
Han grinte lidt selv over det fordi det virkede underligt.

Vita grinte og kiggede så alvorligt på lua. " jeg joker ikke" sagde hun med en alvorlig stemme, som ikke lød som en 7 årig men en 15 årig. Hun kiggede på sin far igen og smilte så. " Jeg passer altså på ham" sagde hun så endelig og afventede Oli''s reagtion over at hun beskyttede et menneske. Hun grinte lidt og tog fat i Lua's Bukse ben for at få hendes far til at forstå det bedre. Hun havde aldrig rørt en menneske medmindre hun ville spise det. Hun fniste og havde åbenbart lettere ved at holde sulten væk end Oli. Hun sukkede og kom i tanke om at hun lige havde spist. " Hvordan ved du hvad vi er?" spurgte hun nysgerrigt og gav slip på hans bukseben igen. Hun kiggede på ham med et nysgerrigt blik og ventede på at hendes far ville få et raserianfald om få sekunder.

"Vi sigøjner ved alt om jer og Ulvene" sagde han med et lille smil og satte sig på hug så han var på øjenhøjde med hende.
Lua glippede et par gange med øjne over at der nærmest ikke var nogen vampyrer der vidste at Sigøjner ikke vidste nærmest alt om dem.