New Place.. Jeg må ikke være her :3

Dato ¤ 24 Juni - Sankt Hans aften.
Årstid ¤ Sommer
Sted ¤ High Shool.
Tid ¤ Tidlig morgen.
Vejr ¤ Der er tåget og diset, men solens stråler prøver at bryde igennem. Der er lunt.
Omgivelser ¤ En masse vampyrer der er på vej i skole?

Kelsey trykkede ryggen mod træets ru stamme og tvang sig selv til at tælle til ti. 1...2...3....4...5...6...7...8...9...10
Hun åbnede øjnene og kiggede frem under nogle blade. Vampyren der før havde stået og kigget hen imod hende i skyggerne, var forsvundet. Pyhh.. Kelsey åndede lettet op og rykkede lidt tættere på for bedre at kunne se. Hvor var det her bare spændende. Hun grinede let for sig selv. Men dog så lavt at det iikke ville kunne hørers. Hendes øjne slugte spændt området. Hun havde aldrig været der inde og overvejede på en måde at tage et kig. Men det var for.. Risikabelt. Hun ville ikke ædes af en af de bæster ;s Kelsey smilede da hun kiggede på alle dem. Dem ALLE sammen.. Hvor var der dog mange! Hun smilede da hun vidste at der var ligeså mange Varulve.

Vita stoppede med det samme op. Hun skulle rigtig ikke havde været her på skolen, men hun skulle holde øje med om varulvene kom. Hun hvæste lavt og kiggede på pigen som stod i ly af træerne. En fugl fløj fra trået som varulven stod ved og landede på Vitas skulder. " Hvad vil du?" hvæste hun og gik hen til kanten af skoven. Hvorfor var denne varulv her nu? Ville hun gøre det af emd Vita? Vita vidste godt selv at varulvene ikke brød sig om hende, men hun tog sig ikke af det. Hun vidste at hun var noget specielt. Hun kunne mærke vreden der boblede under hendes hud, men hun tog sig ike af det. Mens hun rystede på hovedet blev hendes blege læber formet i et smil og hun kiggede sødt på ulven. " Hvorfor kigger du på os, Frk.ulv?" Spurgte hun og fuglen lettede fra Vitas skulder igen, mens hun så afventende på Hun-ulven.

Kelsey hoppede forskrækket op og slog hovedet op i en gren som knækkede og ramte hendes fod. "AUUUUUU!!" Udbrød hun og hoppede rundt i en cirkel. "Hvad tænker du på!?"Snerrede hun forbavset og stoppede brat op, da hun så at det var en lille pige. Sikkert kun 8 år.. Måske yngre. "Øh.. Frk. Varulv?" Hun hævede let det ene øjenbryn og lagde armene over kors. "Hvorfoor skulle jeg IKKE det om jeg må spørge?" Spurgte hun den lille pige. Hun var ikke nogen trussel for hende.. En lille pige der sikkert ikke havde styr på evnen endnu. Kelsey smilede køligt og hvæsede lavt tilbage inden hn begyndte at gå væk fra skolen, ind i skoven.

Vita kiggede på varulven og snerrede nu også selv. Hun kunne ikke holde vreden tilbage, men hun måtte beherske sig selv. Et egern kravlede hurtigt ned fra træet og var hurtigt henne på Vitas ben. " Pas på med hvad du siger" Hvislede hun og egernet gnavede hysterisk. En rasende hysterisk gnaven. Hun grinte en klokke latter og smilte til varulven. Hun havde ikke lagt mærke til Vitas emne endnu. Dyrevnen. En meget sjællend evne. Hun kiggede på ulve pigen og lagde hovedet på skrå. Vita kiggede på hende og smilte sødt igen. " Pas nu på klodsede hund" sagde hun med en sød stemme og fniste lavt.

Og i det øje blik kkunne Vita ikke se noget andet end sand. Solen var over hende, så hun burde blive bange og søge mod de få kaktuser i landskabet omkring hende. Det var en nyttig evne som Kelsey havde. Hun kunne få folk til at se noget de ikke kunne. Efter lidt tid kom skoven tilbage i hendes øjne. men hun kunne ikke se Kelsey. Kelsey var slettet vra Vitas øjne, og Kels grinede svagt. "Kan du finde mig lille pige?" Spurgte hun køligt og lo igen. "Når nej.. Du kan jo ikke se mig?" Kelsey smilede fornøjet og overvejede at få Vita til at se en helt masse varulve omkring sig. Kelsey nikkede grinende og gav hende synet tilbage. "Og du lille pige?" Spurgte hun med et grumt smil. "Pas på med hvad du gør.. For jeg har nogle venner med" Vita så varulve komme frem fra buskene omkring dem.

Vita smilte og blen en anelse forskrækket over hvad der skete med hendes syn. Det lille egern hviskede i hendes øre og Vita fniste igen. " Pas på, og kig bag dig" hviskede Vita til pigen. En stor hund stod bag pigen og VIta fniste glad. Hun elskede sine dyrevenner og de beskyttede hende hele tiden. En snerren kunne høres længere inde i skoven og en bjerg løve kunne lige skimtes. Hun fniste endnu engang og holdte hele tiden sit blik på Pigen. " Du skal ikke tro at dine illotioner har nogen effekt på mig" hvislede hun og egernet løb igen ind i skoven, for at hente hjælp. Hun grinte højt og holdte blikket på pigen. " Om lidt for jeg selv hjælp" hviskede hun og grinte.

Kelsey sprang forskrækket helt op i et træ. "USSELT" Snerrede hun forbavset over den lille pige. Hun gispede.. Det var evnen! Den lille pige kunne tale med DYR!? Kelsey kiggede på Vita og svang sin hånd mod hende. Alle dyrene forsvandt for hendes syn, og der blev helt hvidt omkring hende. Kels lod sig trille forover og landte på 4 poter ved siden af hunden. Kelsey gø' grinede da hunden stoppede med at snerre. Nu var Kelsey jjo selv i hunde-racen, så hunden kunne ikke gøre hende noget. Det ville kaldet forræderi mod race xD Så lille pige? Er det ikke en smuk farve? Den hvide farve blev erstattet med en helt tyrkis skrigende grønlig pang farve og Kelsey grinede i sit hovede. Smukt..Ikke?

Oliver gabte. Han satte sig til rette i den store bløde sofa og lukkede øjnene med et svagt smil. Endnu en ny dag. "Uh!" grinede han dæmpet. "Jeg havde nær glemt det der..Kaffe noget noget" oliver synes at det var sjovt at smage på mennesketing og lallede muntert over til køkenet hvor han tog koppen med kaffe og stak en finger i det for at mærke varmen..Som han så ikke kunne mærke. Oliver hævede let et øjenbryn og stoppede op. Noget i hans bryst rumlede og han lagde let hovedet på skrå. "Hva dælen?" Mumlede han og ignorerede det. Verden vendte pludseligt på hovedet. Oliver snuplede sidelens og ind i boret. "Hvad sker der!?" Udbrød han hvæsende. Hvad fanden havde huset gang i!? Han lukkede øjnene og det han så, fik ham straks til at slippe kaffekruset. "Vita..Vio" Hans stemme var kun en hvisken. Han mærkede frygten i sin mave og spurtede ud igennem døren, snerrende. "Den hvalp skal ikke have lov at røre mit barn" Snerrede han, men ordene fløj stille ud i luften. Oliver sprang op i et træ. Nu kunne han se skolen. Han sprang. Landte. Løb. Sprang så igen og landte ved siden af sin Kone. "Er vita Okay" Spurgte han, men stoppede ikke med at snerre. "Vita! Kan du høre mig!?"
Oliver vendte straks vreden mod hvalpen. "Du er godt klar over at du er SÅ tæt på at røre vores Areal!" han stirrede på pigen og kom blidt til at smile. Vreden forsvandt som dug fra solen. "Kelsey" sagde han muntert. Næsten venskabeligt. "Vær sød at slippe mit bar fri fra din illution tak." Oliver's øjne betragtede Kelsey og han grinede inden han gik over imod hende. "Jammen goddag med dig Kelsey"

Kelsey stirrede forbløffet på de to voksne vampyre. Hun sænkede sin hånd og gav Vita synet tilbage. "I rør mig ikke" Snerrede hun, men kunne ikke undgå frygten der sneg sig om bag hende. Hvis hun løb nu, ville hun måske kunne nå tilbage til hendes territorium, uden så mange skræmmer. Kelsey snerrede ad Oliver. "Oliver" hvæsede hun og bakkede skræmt væk. "Oliver! BLIV DER! RRØR DIG IKKE!" Hun snerrede igen. Dog undslap en dæmpet pivende stemme hende. "Seriøst man! Det går ud over ... Jeres syn!" Hun stirrede på dem og bed sig i læben. Hun vidste hvad Oliver kunne. og hvis hun tog hans syn, ville han bare bruge hendes syn! Argh!! Hun kunne ikke løbe uden at Oliver vidste hvor hen osv. Violet's træer ville sikkert fange hende, og Vitas dyr holde hende. Hun satte sig opgivende på jorden. "Oliver! Så længe du står to meter fra mig kan vi tale sammen. Hvis du nærmer dig mig så slår jeg altså fra mig, og så kan jeg ikke gøre for hvis jeres datter dør" hun stirrede på ham. "U get it?!"

En ulvs poter lød som en genlyd igennem skoven, hvor visne blade fløj omkring hende i sin fart, Hun kunne fornemme sin søster var ude i noget. Dette var blot hendes søsterintuition. Den ene pote blev konstant placeret foran den ene.. I denne fart undveg hun elegant træerne, som hun så stod prægtigt placeret for sine dybe blå ulveøjne. Hendes pels bar en lys farve, som næsten kun var hvid. Dog kunne der anes sorte striber i hendes pels nogle steder.
Marilyn fulgte færten, hvor en stor stank af alfaer ramte hendes næse, og en ganske svagt nys kom fra hende. Hun løftede sit hoved en smule, så hun bar en mere rank holdning, inden hun ville nå helt frem til dem alle. Vreden pulserede i hendes årer i takt med, at hun kom tættere og tættere på begivenheden.
Marilyn så dem alle stå der, 3 alfavampyrer og en alfavarulv. Hvor usselt! Tre mod en! Vreden bankede dybt i hendes årer, og hun gjorde sin stemme klar, eller hvad en ulv nu bruger. Blot en nynnen ville være nok til, at nedlægge den ene af de alfaer i et dybt skrig af smerte. En iskulde trådte frem i hendes øjne, som var der storm ude på havet (Billedsprog for hendes øjne xD).
Marilyn ville have tænkt noget til Kelly, hvis ikke det var fordi, at Kelly var i menneskeskikkelse. Dog blev Marilyn i sin ulveskikkelse en smule endnu. Hun så ikke sin forvandling til menneskelig skikkelse nødvendig endnu... Hun afventende.

//Håber det er okay jeg joiner?? xD//

"Hold KÆFT!" Lød Kelsey's snerrende flænsende stemme til alfa-hunnen. "Kan du ikke se jeg har gang i en samtale?!!" Udbrød hun og stirrede køligt på kvinden. Hun rettede sit blik mod Oliver igen. Hvis han havde tænkt sig at gøre hvad han havde gjordt ved Kelseys mor, havde hun i sinde at dræbe hans datter først. Hun ville ikke dø med følelsen af at hendes liv ikke havde været til nytte. Kelsey's øjne brændte mens hun blot stirrede på ham. Hun løftede hånden let og knugede den sammen foran Oliver. Overalt omkring Oliver og Kelsey var der sand. De stod midt i en ørken, og ingen af de andre var der. Man kunne godt lugte dem, og da Kelsey indåndede den næsten tørre luft fik hun færten af sin søster. Kelsey havde aldrig været inde i et af sine egne billeder før. Det var nyt for hende at bruge det på den måde. "Svar mig.." Sagde hun til Oliver med en let rystende stemme.

Vita kunne intet se, man alt kunne hun høre. Den anden Ulv der kom, hendes forældre. Hun snerrede og så kun den tyrkise farve, den rædsomme farve. " Pas nuu påå" Sagde hun med en syngende stemme og hun kunne mærke at hun blev holdt inde til sin mor. Hun ville ikke lade ulvene vinde over hende, de skulle ned med nakken. En masse hysterisk dyresnak kom inde fra skoven, de kunn emærke VItas irritation og hendes vrede, og de brød sig bestemt ikke om at deres herskerinde var ved. Et egern hoppede hysterisk fra gren til gren og landede i håret på Afla-hunnen der havde taget hendes syn. Vita snerrede vredt og hørte en lille fugl synge om at hendes far også var under en illotion lige nu. " Fjern dig fra ham" hvæsede hun højere og vidste at hun stadig var i live og at hun ikke befandt sig i dette tyrkise land. Vita ville ikke lade andre end hendes familie røre hendes far, selv ikke en anden vampyr. Hun ville have sin familie for sig selv og ingen andre skulle have lov til at dræbe hendes dyrebare familie. De var det eneste hun havde tilbage. " Jeg sagde grabberne væk, Moster" hvæsede hun og havde ingen ide om hvorhen hun løb, men forhåbenligt mod ulven. Vit ahavde revet sig ud af sin mors greb og en lille fugl sad på hendes skulder og diagerede hende vejen mod ulven. Da hun ramte noget hårtd som blev skydt ind i et træ, vidste hun at hun havde ramt Illotions-Alfa.Hunnen. " Som sagt, Hold grabberne fra ham Hvalp" hvæsede hun og stirrede ligeud, da hun ikke kunne se andet end en skrigende tyrkis farve. Vreden lyste ud af hende og man kunne høre en hvæsen, måske snarrer en brummen fra hendes bryst. Ingen skulle røre hendes familie.

Marilyn blottede tænder, og en dyb vred knurren kom fra denne ulv. Et højt vredt hyl blev sendt af sted, direkte fra struben! Hun stiltlede sig i anbrebsposition mod den lille alfahun af vampyrerne, Vita, da hun ville være et let offer og det ville gøre ondt på vampyrerne.
Hurtigt hoppede Marilyn ind i buskene, og kun ganske kort tid efter, var hun i menneskeskikkelse. Hun hævede vredt det ene øjenbryn, mens hun sæ på hændelserne omkring sig. Hun var godt klar over, hvad Kells gjorde, så hun afbrød ikke på nogen måde dette. Dette var Kells kamp nu med ham, så hun måtte kæmpe den fuldt ud - Også selvom en fare lå dybt i dette. Let lagde hun nu blot hovedet på skrå. Afventende af situationen.
Marilyn løftede lidt efter lidt sit hoved let, dannede en iskold og ligegyldig facade, som man næsten ville brænde sig på, hvis man prøvede at røre ved den. Hun åbnede munden en smule, og lod en nynnen forme sig over sine læber. Hun lagde sin evne i. Tonen blev høj, smertefremkaldende, og tilfaldt kun Violet. Dette ville føles, som ville ens indre springe som usikkert glas. - Som blev man tabt på gulvet og gik i stykker som en eller anden porcelænsfigur. Et iskoldt smil spillede sig over Marilyns læber, da hun forholdt sine øjne på denne alfahun, Violet. Hun afventede smerten ville tage fat i denne alfa, inden Marilyn ville øge tonen, og dermed også øge smerten en hel del.
Koncentreret bemærkede hun end ikke sine omgivelser mere. Der var kun alfahunnen Violet, som skulle lide som den igle hun var. Marilyn viste ikke på nogen måde sødme her, nej, her var den den iskolde Marilyn, som skinnede direkte igennem, og viste ikke på nogen måde interesse for, hvor smertefuldt dette egentlig måtte være. Marilyn ønskede kun Violet skulle lide her, så dermed tilfaldt den kun hende. Jo mere det ville smerte for Violet, jo mere tilfreds blev Marilyn med situationen.
Igler betød intet - Var intet!

Kelsey mærkede falddet bagud. Hun smadrede ind i et træ og hvæsede hæst. "AV FOR SATAN!" Snerrede hun. I sin ukoncentration slap hun trådene om Oliver og vita. De kunne bægge se igen. "Psykopat-Unge! Totalt ligesom din åndsvage far" Kelsey snerrede igen og slog ud efter pigen med sin hånd. "Du skal IKKE komandere med mig!" udbrød hun og ramte pigen lige på skuldren. Kelsey gled i en plante og faldt bagover. Hun slog hovedet ned i en sten og gispede over smerten mens hun egentlig bare lå stillle og pev over at det gjorde ondt. Hun tog sig til hovedet og rev sig forover så hun klumpede sig sammen. "Auv...Auv" mumlede hun snerrende.

Kelsey åbnede let øjnene. Mon hun kunne se det der foregik omkring hende? Hun gørte en høj lyd, men den var alligevel svag.. Måske mest af alt irriterende. Og så hørte hun et skrig. Mon det var en fra hendes familie? Med et bemækede hun hendes mave knuge sig sammen. Hun indså hvor dumdristig hun havde været, sådan at få hendes familie i fare. Hvad mon der skete? Hun synes at se noget vand der .. Fløj!? Hvad?? Vand kunne sgu da ikke flyve? "Hah" Mumlede hun og lukkede så øjnene igen. Det måtte være slaget.. Kelsey grinede muntert, men grine var hæst og hostende, hvilket skræmte hende lidt... Det slag havde nok været hårdt. Lige da Kelsey havde tænkt tanken mærkede hun en dunken i sit hovede. "Auvh.." Mumlede hun smaskende og smilede svagt da noget køligt ramte den dunkende varme på hendes hovede. Mon det her var helvede? Der var råb, snerren og skrig hele tiden. Højlydte stemme og dunkende hoveder. Det gjorde ondt over det hele. Kelsey hostede let og krympede sig så sammen igen.

Marilyn stoppede med et at synge, da hun mærkede mødet med den kolde hårde jord. Et vindpust, som kun kunne have kommet fra Violet! Jorden skælvede under dem, men Marilyn havde sine øjne optaget af noget andet, som gjorde dem paniske, men kolde. Øjnene var mod vandet, som hun bemærkede kom direkte i sin egen retning. Hun tog en dyb indånding, og mærkede så vandet lægge sig om sit hoved, som en bobbel. Luften ville der snart være en stor mangel på!
Marilyn knyttede sine hænder stramt sammen, så knoerne fik en dyb og hvid farve, som stod i tydelig kontrast til den farve, som hendes hud ellers havde. Hun holdt vejret, håbede at Violet ville få boblen til at briste, inden Marilyns liv ville knække, og mørket ville tage hende. Marilyn mærkede, hvordan det sortnede for sine øjne. Dette var langt fra godt..! Hvis hun trak vejret ind, ville hun få vand i lungerne, hvilket kunne koste hendes egen død, og hvis hun ellers gjorde noget, kunne det tage den luft, som ellers var i hendes lunger. Luften skulle der spares på, så hun undgik at gå i panik, selvom hun var godt på vej. Tiden for hende hang svævende, og den begyndte at blive mindre og mindre, det kunne hun tydeligt mærke, se og føle.
*Alfahunnen har ikke evnen under kontrol. Dette er godt.. Boblen vil vel.. Briste?!* Håbefuldt skød denne tanke igennem hendes hoved, mens øjnene fastgjorde sig på sin søster, Kells. Det var godt nok kun en sløret sortnet udgave hun fik for sine øjne, hvor vandet tungt hang som denne bobbel, som kunne blive enden på Marilyns liv.