Familesammenkomst !?

T :: Midnat
S :: øverst oppe på vulkanen
V :: Sky frit og en klar fuldmåne
O :: Vio og ollie xD
P :: Se avatar

Violet sad på kanten af vulkanen, hun havde fødderne dinglene udenfor vulkanens øje. Der var bare sten denede, man kunne trygt gå på den uden at den vågnede. Men hun så ikke rigtig nogen mening il det, hun sukkede. Hun elskede denne ø, det var her på denne ø hun havde mødt Oliver og hun havde fået sin datter Vita. Hun rystede let på hoved. De var sikkert øens stærkeste familie, hun var ret stolt af det hun var. Det var bedre end de ildelugtene køtere i den anden landsby, hun rejste sig og sprang ned i vulkanen. Hun landede blidt på fødderne ligesom en at på det hårde magma, hun gik lidt rundt dernede. Hun lod Oliver tænke lidt for sig selv, hun havde ikke rigtigt noget at lave. Hun lod som regel bare Vita gå rundt for sig selv når bare hun ikke gik over til den anden landsby, der kunne komme problemer af det. Hun satte sig pludseligt ned igen, godt nok var hun mor men hun var stadig barnlig indvendigt.

Oliver kiggede kort på Violet og smilede svagt til hende. Hun var bare helt igennem uimodståelig! han havde aldrig følt sådan for nogle.. Ikke engang da han var menneske. Han smilede ved minderne og kiggede ud over øen. Der ovre lå deres hus. I 'deres' landsby, Med deres datter. Han grinede for sig selv og lagde kun lige mærke til at Violet hoppede ned i vulkanen. Han tænktee igen på deres datter.. Vita. Hun var noget af det sødeste! Et lille uovervindeligt, stærkt og uddødeligt barn. Hundene synes at det var noget totalt sindsygt at have en lille pige, da de ikke troede at hun kunne styre sig selv. Oliver mærkede svagt vreden boble under huden da han tænkte på hundene..De hunde var bare for meget! han skulle til at sige noget til Violet og kiggede ved siden af ham, han havde i et kort øjeblik glemt at hun ikke sad der mere. Will lænede sig bagover og gled. Han grinede svagt da han landte nede i vulkanen på benene. Faldet havde været elegant, selvom det var ubevidst. "Uh Hej" smilede han og kyssede Vio på kinden.

Violet smilte let og kyssed et blidt kys på hans mund, og dansede så rundt i vulkanen som en lille pige. Hun var helt yndefuld, og hendes bevægelser var helt fejlfrie og yndige. "hei" smilte hun, hun stoppede op da hun kunne mærke jorden ryste lidt. Så trak hun på skuldren og dansede glad videre, det havde bare været en af dragerne der var kommet op og slås eller noget ligende. Hun dansede glad over til Oliver og tag ham i hænderne for at danse med, hun tænke lidt på hvordan hun var blevet forvandlet. Hun havde været vild forelsket i Oliver som menneske, de havde fået en vidunderlig datter Vita. Som nu var blevet alfa på grund af deres blod, hun ville blive en stærk vampyre. Datter af to alfa vampyre, det var stort. Ikke hverdag man hørte det. Hun så Oliver i øjnene, hvis hun havde været menneske ville hun have rødmet hver evig eneste gang de så på hinanden. Men det var hun jo ikke, hun havde det også fint med det. Hun følte sig stærk og man behøvede ikke at tænke på andre 'mennesker', for hende skulle de bare ædes. De var noget man fik til aftensmad, eller frokost. Hun var glad idag, hun kunne i det mindste føle kærighed med Oliver. Det måtte være hårdt ikke at kunne føle det følelse selvom man var vampyr.

Vita løb fnisende op af vulkanen, mens hun kiggede hurtigt rundt. Hun ville finde nogen at lege med selvom hun skulle være nede i byen og holde øje med at der ikke kom nogen varulve. Hun stoppede op da hun kunne lugte HEndes forældre, Det fik hende til at grine. De to var ligesom et nyt ægtepar uden et barn, som to nyforelskede. Hun sukkede og vendte om på hælen. " Forældre alarm." hviskede hun og selvom hun vidste at de kunne høre hende, listede hun langsomt hen til vulkanens øje og kiggede ned på dem. Vita elskede at siddei timevis og se på deres kærlighed, det var den samme kærlighed som Vita havde til hednes elskede dyr. Hun grinte lidt og hendes hånd røg op for munden. " uups" sagde hun stille og hoppede så ned i vulkanene. Hun var hurtigt og elegangt, ligesom hendes mor og far. Hun kiggede på dem og lagde hovedet på skrå mens hun langsomt gik over til et hjørne i vulkanen. Som sagt elskede hun at studere Violet og Olivers opførsel, de var utrolig sjove når du opførte sig som et nyforelsketpar hvilket de nok også var. Vita kiggede rundt og kunne mærke ar vulkanen rystede svagt. Dragerne var nok opppe og slogs igen, menm det tog hun sig ikke af. Hun kiggede bare på 'sin' familie og mennesker ville ikke kunne hamle op med hendes families ynde og styrke.. Mennesker var også noget man bare skulle spise, de var frokost og aftensmad, det fortalte Vio og Ollie hende hele tiden. Vita var meget anderledes fra andre børn, for det første var hun et alfa barn, for det andet var hendes tanker meget voksne men hun var barnet og det tredje var at hun ikke kaldte sin mor og far for 'mor' og 'far'. Hun kaldre dem Vio og Ollie.

Vio smilte sødt til hendes datter Vita som pludselig var kommet, men hun så strakt alvorligt på hende "skulle du ikke passe på køterne ikk kom ?" sagde hun strængt. Hun rystede på hovede og smilte så igen, hun duede bare ikke til at være stræng overfor Vita. Det var bare ikke noget man kunne med en så dejlig og elskværdig datter, hun var stolt over hende. De var nok den eneste alfa 'familie' i hele verden, hun kendte selfølgelig ikke så mange udefra øen men det kunne være at på denne lille ubetydelige ø var verdens stærkeste vampyre. Hun smilte kærligt til Oliver, de to var de eneste hun var kærlige overfor og kunne fortælle om hårde ting. Ellers var hun nød til at være hård og kold som sten overfor andre vampyre, ellers troede de bare at de kunne gøre som de ville. Og det kunne ende galt, hun var nød til at få sat dem ordenligt på plads. De gamle og nye vampyre, de skulle vide at man ikke bare kunne gøre som man ville her på øen. Hun ville ikke have en vampyr dræbt af en forbandet køter, hun ville ikke have at køterne troede de kunne dræbe vampyrene. Vampyre var stolta over det de var, det burde de ihvertfald være. Hun fugtede let sine læber af gammel menneskevane, og så på sin 'lille famile'.

Oliver grinede og dansede kort og elegant med. Hvis de ville kunne de vinde hvad de ville.. Alle vampyre kunne vinde guld ved OL, styketræning-vægtløftning. Højdespring og løb.. Ja og alt det andet. Men hvem ville dog spilde sit liv foran medierne? Man ville bare blive afsløret, de ville opdage at man ikke voksede, og man ville blive nød til at spille død eller noget. Han kyssede hurtigt sin elskede på kinden og grinede en let klokkeklar latter. Han elskede virkelig Vio højt.. Højere end nogen anden! Altså ligeså højt som Vita (; Oliver kiggede op ad vulkanen efter sin datter. Han havde hørt hendes stemme og lugtet hende xD "Voksenalarm?" spurgte han grinende Vio og kiggede på Vita. Han smilede til hende og greb fat om vio som han løftede op til sig. Kyssede på munden og var hurtigt henne ved Vita. "Jeg er sulten" Mumlede han og lagde hovedet på skrå.

Vio grinte da han havde løftet hende, hun kyssede blidt tilbage. "Samme her" smilte hun og slikkede sig let om munden, hun havde ikke spist i flere dage. Hun savnede at holde godt fast i et menneske, bore neglene dybt ned i deres arme. Sætte sine sylle skarpe tænder ned i deres dejlige og velduftene hals, blodet der sprøjter ud i ens ansigt som man slikker af bagefter. Hun savnede at få den rus over sig når hun smagte det friske og helt rene menneskeblod, når det ramte hendes smagsløg. Hun havde haft travlt med at tæne vampyre, så hun havde glemt at spise. Hun var ved at træne dem op til at kæmpe mod de forbandede og ildelugtene køtere ovre i den anden landsby, hun ville have dem udryddet. Hun vidste de lagde planer derovre men kendte ingen der var trænede nok til at kunne ligne et menneske, hun havde engang forvandlet sig til en flagermus også fløjet over for at tjekke det ud men de havde kunne lugte hende og jagede hende ud af byen. Hun havde brug for en der kunne skjule sin duft for dem og gå iblandt dem, måske enda snakke lidt med dem.

Vita sukkede og kiggede væk, da Ollie kyssede Vio. Hun fniste lidt og beundrede at de elskede hinanden så meget selvom de havde så meget at se til. Hun kørte en hånd gennem sit mørke hår og satte sig op på en magma sten. Hun kiggede lidt rundt og smilte stort da hun hørte at de begge var sultne. Man kunne se hendes skarpe tænder og de var ldit røde. Vita kiggede uskyldigt på dem og grinte. " jeg har spist. " sagde hun med en lille fin stemme, der både var uskyldig og lød som små klokker. Hun kunne ikke lade være med at smile, når de alle var samme. De var den eneste alfa familie og de var alle speciele. Vita hoppede ned fra stenen og kiggede op i luften, hvorefter en ørn fløj ned på hendes skuldern. Hun fniste lidt og spurgte den om ulvene var nede i byen. " I kan sagtens spise dernede " sagde hun med et lille smil da ørnen fløj sin vej igen. Vita var aldrig henne ved posterne, hun fik dyrene til at holde øje med dem for hende og det var hun taknemmelig for. Så kunne hun lege imens. Hun satte sig op åp stenen igen og sparkede lidt ud i luften med fødderne.

Violet så beundret på sin datter, hun ville aldrig lade sin datter få det job som at tjekke varulvenes territorium. De kunne fange hende, men hun kunne godt lid hendes evne, den kunne bruges. Hun smilte let og så så på Ollie, gav ham et hurtigt kys på munden så man ikke ville kunne nå at mærke det. Hun gik over til Vita og smilte glad og kærligt til hende, "og hvad har man så spist ? ordenligt mad ikke sandt?" smilte hun. Hun ville ikke have sin datter skulle spise dyreblod, det var ikke got for hende og man blev ikke ordenligt mæt. Men man skulle alligevel passe på ikke at spise for meget, menneskerne skulle jo lige nå at parre sig og få flere unger før man kunne spise flere.

Oliver grinede og løb i en cirkel hen til Vio og Vita. Han grinede muntert igen efter at ørnen havde været der. "Yay! Det er en god ting" påpegede han og smilede til vita. "For det 1. kan vi provokere hvalpende" Han kiggede på hende. Når ulvene ikke var nede i byen og de spiste der gik der lanbg tid før de gik fra byen igen. De burde snart lære at Vio Oliver og Vita altid jagede når de IKKE var der -.- Tåbelige dyr -.- Oliver grinede svagt. "Og for det 2. får vi god mad.. De sunde smager bedst xD" Han kiggede sig hurtigt omkring. "Og for det 3." hviskede han, selvom alle kunne høre det. "..Ja.. For det 3. .. Nej.. Der er ikke nogle 3. ting -.-" Han kiggede på dem. "Nej.. Det er der ikke" Grinede han og trak på skuldrene

Vita kiggede på sin mor med store øjne. Hendes fine hvide ansigt skar en grimasse, hun hadede at spise dyreblod det smagte grusomt. Hun sukkede og kiggede så smilende på sin mor også på sin far. "Jeg har spist ordenligt" sagde hun og hendes små hvide tænder, og nogle af dem var skarpe. Hun grinte en fin lille latter og kiggede på Ollie. Hun fniste lidt af ham, og elskede når han var fjollet selv hvis han ikke vidste det. Hun kiggede rundt og vulkanen, mens hun sukkede. Hun rystede på hovedet, så hendes små krøller ramte hendes kinder. Hendes hår gik hende nu til hendes skuldre og hun ville ikke lade Vio klippe det. " Hvorfor vil hvalpene af med os?" sagde hun med grødet stemme og vidste godt at ulvene ikke brød sig det mindste om hende eller hendes familie, men hun ville ikke tillade at de ville dræbe dem. Hun kiggede på dem og smilte et lille sorgmodigt smil.

Violet grinte glad af Ollie og hans tossethed, hun elskede ham virkelig højt. Ligesom hun elskede sine døtre, men det var stort set kun dem hun sådan holdte af. Andre vampyre ville hun ikke rigtigt føle noget ved, hun ville ikke gøre forskel på dem udefra familien. Det kunne skabe kaos, og de ville komme op og slås med hinanden istedet for hundene. Hun stillede sig forn Oliver og lænede sig tilbage over ham, hun tog hans arme og fik ham til at holde om hende som et nyforelsket par. Hun smilte sødt til sin datter men så så alvorligt på hende, "Fordi at de ikke kan lide os" svarede hun bare. Hun ville ikke helt forklare det hele for hende endnu, godt nok ville hun være 7 for altid men hun ville stadig udvikle sin tankegang og hendes meninger. Hun ville ikke have athun mente noget godt om de køtere bare fordi at de var dyr, de var en flok forbandede ulve var de. Prøvede at redde de svage, det var tåbeligt og oreginalt. De troede at de var gode og at vampyre var onde, men vampyre skulle jo bare have mad og menneskerne opfattede alligevel ikke en skid her på øen så det kunne være ligemeget med at hjælpe dem. Hun smilte sødt til Vita.

Ollie kiggede smilende på Vio og lagde armen om hende i en beroligene gestus. "Varulve og Vampyre, Vita." sagde Oliver med en overdramatisk stemme inden han svagt grinede. "Kan ikke leve uden hinanden" Han kiggede på sin yngste datter. "hvis der ikke var nogle varulve, ville Vi heller ikke være der. Alle skal jo have en modstander , ikke?" Han kiggede på Vita. "De kan ikke lide os, vi kan ikke lide dem. Men i virkeligheden har vi aldrig snakket ordenligt med hinanden. Vi har aldrig opdaget hvad vi tænker om hinanden. Vi kender dem ikke, og at slås er et respekteret instinkt. Vi kan ikke bare gå hen til ulvene for at 'slutte fred'. de ville flå os levende inden vi havde fået sagt noget." han grinede let. "Og altting skal ikke give mening søde." Han kiggede på hende. "Men de vil dræbe os, vi vil forsvare os"

Vita lyttede intenst og smilte så til sidst. Hendes smil var både sødt og koldt på samme tid. " jeg har en ide" sagde hun med en voksen stemme og hun lød ikke som den lille pige hun nu var. DEt hele var meget indviklet med Vita, men hun prøvedet at opfører sig osm et barn, så folk ikke fik mistanke. Vita havde fået den bedste ide. Hun ville fange en varulv og få varulvene til at forstå at hun ikke var en hjælpeløs lilel vampyr. Hun fnøs af den tanke og hun kunne mærke vreden som boblede i hendes hals. Hun hvæste meget lavt og rystede så på hovedet som om hun kunne få sit barnlig jeg tilbage af det. Hun kiggede på Oli og Vio igen og smilte så sødt. " Det var da ikke så godt" sagde hun med en fin lille stemme og hentydede til at varulvene var så dumme at de ville dræbe vampyrene.

Oliver smilede til Vio og lagde hovedet på hendes skulder imens han betragtede sin datters lysende øjne. Typisk tegn på at Vita havde fået en lidt..Anderledes idé. Han grinede svagt. "Så min pige" han gik hen til Vita og svang hende op i armene. "Må vi få at vide hvad idéen går ud på" han grinede dæmpet til hende da han kunne fornæmme at det herrt ville bllive sjovt ;D

Vita fniste da hun ligepludselig blev svinget rundt. Hun ventede påa t varmen fra hendes kinder, ville udløse en rødmen men den kom aldrig. Hun sukkede og lagde armene om halsen på sin far og hang nu på ham. Hun grinte lidt og udtænkte sin plan igennem en sidste gang. Hun skulle bruge: En ulv, sine dyrevenner og måske også hjælp fra sine forældre. Hun kiggede på Oliver også på Violet en enkelt gang, før hun kiggede ned på sine hænder. " Jeg vil fange en Ulv og holde den som min fange" hviskede hun og syntes selv at det lød dumt, men hun havde brug for noget nyt spænding i hendes liv. Hun kiggede afventende på sin mor og far.