Bål og Brænd!

Tid: lidt over 2 midt om natten
Vejr: Mørkt og koldt.
Omgivelser: Ingen
Sted: Ved det store bål, midt på sigøjnernes plads.
Årstid: Vinter

Rita sad foran bålet, som snart bare var små gløder. Hendes ansigt begyndte at blive koldere og hun rykkede langsomt tættere på bålet. Et lille smil bredte sig på hendes læber, da hun hørte bjælder klirre blidt i hendes tøj og ankel.
Hun satte hænderne for munden og pustede let i dem. Her var lidt koldt, især efter at de andre var gået i deres vogne for at sove.
Men Rita, kunne som sædvanligt ikke sove og hun havde ikke tænkt sig at spilde tiden med at forsøge før klokken nærmede sig hendes normale sengetid.
Men desværre blev det altid utroligt kedeligt at sidde og stirre på den uddøende ild, når man vidste at der ikke ville komme nogen til at underholde hende.
Hun rakte op og samlede sine tykke brune krøller i en hårelastik, før hun samlede sit lilla sjal tættere om sig. Hun så ned af sit tøj der, her sidst på dagen - *starten på dagen* rettede hun tørt sigselv med et lille smil - sad lidt løst omkring hende.
Hun havde jo også brugt det meste af dagen på at danse. Hun smilede varmt ved tanken, hun elskede at danse, selvom at hun var øm i hele kroppen. Hun gabte og missede lidt med øjnene. Hun rystede med det samme på hovedet. Hun kunne da umuligt allerede være døsig?! Hun rynkede brynene og sukkede. Hun orkede altså ikke at rejse sig lige nu.
*Så falder du bare i søvn ved bålet* fortalte en formandende stemme hende, men hun var ligeglad.

Lua kom gående med en lille Bylt over ryggen.
Hans tøj var lettere vådt, nogle steder af sved, andre af vand, selv Bylten var våd.
Men hele hans ansigt var et stort smil og ikke et tegn på at han var søvnig.
I hans venstre hånd var hans filetkniv, ude af skeden, blevet brugt for nylig.
Han kiggede hurtigt rundt for at sikre sig at der ikke var nogen andre end ham selv, han havde fuldstændig overset skikkelsen ved det døde bål.
*Hvorfor er alle dog gået i seng?* Tænkte han forvirret og gik hen til et af de lidt ophuggede træer som der var i nærheden af pladsen, tog nogle pinde, nok til at tænde bålet med, afgjorde han, før han satte kursen mod bålet igen og lagde brændet ved siden af.
Først der, opdagede han Serenita og smilte til hende, uden at sige noget.
Lua var ikke typen der startede samtalen.

Rita så op og smilede skævt til drengen der var kommet.
"Godaften" sagde hun dæmpet. Vognenes vægge var tynde, det vidste hun, så hun ville ikke vække nogen med en højrøstet samtale. Hun blev faktisk ret overrasket over at møde nogen her, så sent. Det var aldrig sket før. Hun så lidt på brændet han havde båret hen "Jeg tror ikke det er så godt hvis du genopliver bålet, så skal vi bare sidde her hele natten og holde øje med det.." sagde hun og smilede forsigtigt.

"Jeg havde nu også tænkt mig at lave mig noget morgenmad" sagde han med et lille smil og kiggede ned på bålet før han lagde lidt træ på bålet.
Han åbnede Bylten og afslørede nogle dejligt lyserøde laks, som var skåret rigtigt ud og duftede stadig, som fisk nu gør når de er blevet fanget for nyligt.
Han udvalgte sig to gode pinde til at spidde fiskene på og smilte til hende.

Rita så sultent på maden og smilede så til ham.
"Nårh... jamen.. så er det vel okay" hun grinede dæmpet "Mener du ikke aftensmad??"



//krea.. den er død.. *af jord er du kommet, til jord skal du blive* hulk hulk///

"Nej... Jeg sagde jo Morgenmad" sagde han med et smil.
"Vil du have lidt?" spurgte han hende med et lille smil, han havde alligevel fanget en masse andre.
Han spiddede fire fisk, to på hver pind, og lagde dem over den allerede buldrende ild.
En indbydende duft begyndte at brede sig.

Hun så forlegent på ham "Jeg vil ikke være til besvær..?" sagde hun langsomt, og hendes blik gled sultent ned på maden igen.
Den mad hun fik til hverdag, var den hun selv kunne skaffe sig, og det var ikke så tit særlig meget...

"Jeg har alligevel fanget for mange" sagde han og kiggede på hende med et hævede øjenbryn.
Hvorfor dog sige nej til mad?
"Og det er altså ikke til besvær" sagde han og begyndte at rense sin filetkniv med et lille stykke stof.

Rita trak på skuldrene "Jamen så okay da" sagde hun med et taknemmeligt smil.
Hun kneb øjnene en smule sammen da hun interesseret og koncentreret betragtede ham lidt.
Bålet varmede hendes ansigt godt og grundigt, det stak i hendes hud og hendes øjne blev helt tørre, og hun vidste at så ville de snart løbe i vand. Pinligt egentlig, at bare sidde og tude her.

Lua sad og smilte lidt for sig selv.
Han skjulte det så hurtigt ved at koncentrere sig fuldt ud om fiskene på bålet.

"hvor har du fanget dem?" spurgte Rita interesseret og vendte blikket imod fiskene. Hun kneb hurtigt øjnene sammen, og en tåre gled ned over hendes kind, men hun tørrede den hurtigt væk med et lille smil.

"Nede ved stranden" sagde han bare og smilte lidt.
Han dryssede lidt pulver ud over sine 2 fisk og kiggede på hende.
"Vil du også havde lidt krydderi?" spurgte han hende.

"flot.." mumlede hun og trak kort skuldrene op imod ørene, bare for at slappe af i dem igen.
"Jah tak.." sagde hun med et lille, lettere akavet smil.

Han dryssede lidt pulver ud over hendes fisk og smilte stort.

Rita grinede kort "Det er da godt at nogen kan lave ordenlig mad.." sagde hun tørt.

"Kan du da ikke lave mad?" spurgte han og kiggede grinende på hende.

Rita smilede bittert "hvorfor lave maden selv når man kan stjæle den?" spurgte hun med let sammenknebne øjnene, og munden presset sammen i en tynd streg.

"Sandt" sagde han og grinte lidt over det.
Et lille minde begyndte at forme sig i hans hoved, noget med hans fortid. En hurtig rysten skubbede mindet helt væk, allerbagerst i baghovedet. *Jeg skal ikke begynde at græde foran fremmede folk* Tænkte han med et lidt bedrøvet smil.
"Men du får flere venner hvis du selv laver mad" sagde han med et grin

Hun udstødte et lille fnys af grin og gav sig til at lege lidt med en brun, tyk, krøllet hårlok, der var en del af en meget rodet frisure.
"Jeg har de venner jeg har brug for" sagde hun så og lagde hovedet let på skrå, imens hun betragtede ham nysgerrigt. Så smilede hun varmt "Men en fra eller til, skader vel ikke" hun slap sin hårlok og rakte sin hånd frem imod ham "Mit navn er Rita" præsenterede hun sig venligt.

"Min mor døbte mig Lua" sagde han med et smil og rystede hendes hånd lidt.
Hans smil blev lidt større over hendes udtagelse om venner.
"Har du nogensinde hørt udtrykket: Mange bekendte, mindre venner og få betroede?" spurgte han med et smil over det.

Rita rynkede brynene "Og min mor kaldte mig Serenita, men det skilter jeg da heller ikke med.." svarede hun tørt, og rystede så på hovedet, så hendes allerede rodede frisure blev mere rodet. Men what the hell, så sent på natten, og med kun ham til at lægge mærke til det, gjorde det hende intet.
"Nej det har jeg aldrig hørt før" sagde hun så, efter en kort tids pause og hun lænede sig en smule frem imod ham med et interesseret ansigtsudtryk "Hvad menes da med det?" Rita var altid den første til at indrømme at hun ikke var alt for klog, og det var ikke noget hun skammede sig over, der var ligesom ikke så meget andet at gøre med den opdragelse hun havde fået.
*Der er andre punkter i livet hvor jeg er vældig klog* tænkte hun fast, og følte et øjebliks stolthed over de ting, som hun var rigtig god til.

"Jeg skilter ikke med det, jeg gør det bare tydeligt at jeg ikke bryder mig om navnet" sagde han med et svagt grin og tænkte kort over hendes spørgsmål.
"Det betyder at der er mange der trot de kender dig, der mindre der faktisk kender dig og sådan noget og du kender også dem... Og så er der de få, som du selv stoler på og de stoler på dig" sagde han og nikkede lidt til sig selv.

Rita valgte at lade være med at svare på hans første bemærkning, og lagde istedet hovedet på skrå, eftertænksom over det han havde sagt.
"Og hvis man så ikke stoler på nogen?" spurgte hun pludselig og kneb øjnene en smule sammen. Hun var glad for de venner hun havde, men hun stolede ikke på en sjæl her i verden.

"Så er det rimelig syndt for dem" sagde han bare.
*Og dig...* Tænker han afsluttende og lavede et næsten usynligt ryst på hovedet.

Rita trak på skuldrene. Der var fandme ik nogen der skulle rode i hendes liv, andre end de der var indvolveret i de ting der skete.
Hun lod sit blik glide ned på maden med et sultent ansigtsudtryk, men hun sagde intet.