Stanken af fisk ?

Hun snakkede lidt med fyren og han rykkede efter hånden helt op af hende. Bagefter tog han chancen til at tage armene om hende. Hun smilte blidt til ham og lod tungen glide hen over hendes underlæbe. Det var den underligste vane hun nogen sinde havde haft af en eller anden grund. Bare det at hun var så vild med at slikke sig om munden, fik drenge til at tro at hun ville noget frækt eller kysse. Men nej, sådan var det bare ikke altid. Nogen gange havde man bare ikke brug for at have udtørrede læber. Selvom at det var lidt umuligt fra hendes side. Men hun havde jo stadig de samme vaner fra dengang hun havde været menneske. Hun så sig lidt bagud og fik øje på hendes mor. Hun smilte langsomt og lagde mærke til det hun lavede. Hun bed sig let i underlæben, hun havde endnu ikke fundet sin egen evne endnu og det irriterede hende. Kort efter skulle fyren gå og han gav hende et hurtigt kys på kinden før ham løb rødmende væk. Hun sukkede, tja, nu røg den middag. Men hun kunne ligeså godt opsøge ham næste gang også kunne hun få noget at æde. Hun skævede lidt til hendes mor.. den meget unge mor! Derefter smilte hun, rejste sig op og gik over til hende.

Hun nænnede overhovedet ikke at Violet snakkede til hende. Ikke når hun snakkede helt normalt. Desuden kunne hun stadig se ud over vandet. Hun lod til at være helt væk. Dog var munden stadig lukket og det lod til at hun nærmest drømte sig ud i verdenen. Der var så mange ting derude hun kunne prøve. Men hun var fanget på denne ø. Hun var snart træt af det, men sådan var det bare? Hvis det var sådan at hun stadig havde været menneske og sammen med sin familie. Så havde hun prøvet så mange andre ting. For hele hendes familie havde det sådan at eventyr var noget af det bedste man overhovedet kunne vide om!? Denne familie skulle altid gøre som alle mulige andre mennesker. Det eneste der var spændene for hende var at udvælge specielle mennesker, få dem til at tro at hun har et forhold til dem for derefter at drikke deres blod og dræbe dem. Hun var som et lille barn når det var at det gjaldt at dræbe. Når de skreg kunne hun nærmest ikke lade være med at grine. Det var som en lille leg for en fem årig. Bare det at der ikke var så mange menneske-fem-årige der rent faktisk nød at se på alt det blod der kom fra de mennesker hun tog. Hun forstod ikke hvordan hendes tanker lige pludselig kunne havne til blod, når hun tænkte på at hun savnede at være menneske. Godt nok dengang hun var menneske, havde hun nydt at se blod af en eller anden underlig grund. Nogen gange kunne hun nogen gange finde på at stikke tungen ned i sit eget blod. Men det var noget anderledes dengang. Det var altid sjovt at blive overrasket over hvordan det var at andres blod smagte. Men nu hvor det var at man var vampyr, så kunne man dufte hvordan det var at de kom til at smage. Og det var bare ikke sjovt af en eller anden grund. Man kunne overhovedet ikke blive overrasket som vampyr. Medmindre at man var som hende, drømmende. Men alligevel? Når nogen prøvede at snige sig ind på hende, kunne hun høre dem. Når nogen gemte sig.. kunne man høre dem. Sådan var det i hvert fald når det var menneskerne der gjorde det. Det var nogen gange anderledes når det var at vampyrer gjorde det. For der var de helt smidige. I forhold til vareulvene på den anden side, hvor de bare blev ved med at løbe. De var overhovedet ikke stille syntes hun. Måske lagde menneskene ikke mærke til dem, før man så dem. Men hun kunne høre dem. Som om at de nærmest trampede ned i jorden. Hun havde ikke mødt én eneste vareulv lige i øjeblikket.
Hun kunne høre noget vand nærmest dampe lige ved siden af sig. Men hun tænkte ikke videre over det. Kom overhovedet ikke i tanke om at Violet rent faktisk var kommet ud af sin trance. Men nu havde det jo været Brookes tur til at være i den underlige trance. Hun tænkte tilbage på det skib hendes familie havde. Hun havde altid syntes at det var så smukt. Så dejligt at føle vandet piske imod ens ansigt når man var ved agteret. Altid havde hun fundet på historier at fortælle til hendes lillebror. Dengang havde hun nemlig en lillebror og en hund. Det var deres lille familie. En mor, far, lillebror og en hund. Aldrig nogen sinde havde hun været så lykkelig før. Da hun var blevet vampyr kunne hun overhovedet ikke finde lykken. Men der var dog noget hun stadig havde fra sin mennesketid. Hun var overhovedet ikke blevet forelsket. Havde aldrig nogen sinde fået sit første kys eller været i seng med nogen som helst. Selvom at der var så mange unge piger der rent faktisk fik deres første gang meget tidligt. Men sådan ville hun bare ikke have det. Det skulle føles som om at det var en speciel fyr. Og den fyr mente hun bare at hun aldrig nogen sinde ville finde. Hun havde en lille historie om hvordan det var at han skulle være. Men ingen fik det at vide overhovedet. Hun havde ikke sagt det til en eneste person. Ikke engang Violet. Men hvorfor skulle hun også vide det? Hun følte ganske vist Violet som en veninde. Men ikke den bedste veninde som man sagde alt til. Det manglede hun også? Hun havde mange nære venner ja, eller.. det havde hun engang. Det irriterede hende! Der var kun ordet engang der fandtes i hendes tanker! Netop fordi at der var engang hvor hun var lykkelig! Selvom at hun ikke havde haft en kæreste eller bedste veninde. Nej, hun havde haft en bedste ven der senere var nødt til at flytte. Hun holdte dog stadig kontakt med ham. Men han fik bare ikke at vide hvad det var at hun var blevet til.

Og som Violet nok havde regnet ud, kunne hun mærke nogen stirre på hende. Det var en eller anden følelse hun altid havde haft. Hun kunne mærke hver gang at der var nogen der stirrede på hende. Og det var en meget ubehagelig følelse mente hun selv! Derfor kom hun ligeså langsomt væk fra hendes trance og hun så med det samme på Violet. Hun smilte langsomt til hende, da det var at hun tænkte sig lidt om. Det var underligt syntes hun. Violet lod til nogen gange at være lidt bekymret for hende. Eller også var det bare hende selv? Hun mødte Violets blik og smilte langsomt. Hun følte nu Violet som hendes egen mor. Selvom at det måske lød lidt underligt, så var det bare på den måde. Hun havde mange gange været oppe og skændes med hende, men sådan var det vel bare at være i familie med hinanden? Hun havde forventet at hun havde fået en evne, da hele hendes familie havde evner og var alfaer. Og det var meningen at hun også skulle have en evne. Men sådan var det åbenbart bare ikke. Hun skulle selvfølgelig være den der var udenfor og den som bare ønskede at komme tilbage til det gamle liv. De andre havde det perfekt. De var jo egentlig også helt i familie med hinanden. Hun vidste at Vita var måde Violets og Olivers datter. Men Brooke var bare den de havde fundet. Hun kunne godt huske den smerte der var gået igennem hende da det var at hun var på dødens rand. Men den smerte hun fik ind i sig bagefter, var langt værre end noget andet! Hun ville hellere havde været død, men sådan var det bare ikke. Nu kunne hun til gengæld blive dræbt på en anden måde. Hun kunne huske dengang hun havde gået ud i solen, for at få det en smule bedre. Men nej! Der var det begyndt at brænde på hendes hud og med det samme var hun kommet ind i skyggen igen. Det var nærmest som om at hun havde fået en tredjegrads forbrænding på sin hud og på det tidspunkt kunne hun ikke rigtig komme ud i to uger på grund af det. Men bagefter begyndte hun at gå i skole på denne ø. Hun tænkte hele tiden på hvor det var at hendes familie var. Men lige for tiden, vidste hun at de var ude at sejle. Måske ledte de efter hende?
”Hmm.. sagde du noget?” spurgte hun, da hun havde på fornemmelsen at hun havde sagt noget. Det var vel derfor at hun stirrede sådan på hende? Eller var det bare for sjovs skyld? Men hun ventede dog bare på svaret. På svaret til hendes lille uskyldige spørgsmål. Hun pillede langsomt ved sit hår og lod blikket køre hen over vandet og derefter tilbage til Violet. Hun kunne godt mærke at Violet ikke helt forstod hvad det var at hun syntes var så smukt. Det som hun havde kigget på før. Men der var mange der havde det svært ved at se noget smukt, i det useté.

Hun trak lidt på skuldrende. Hun var vel okay? Hun svarede godt nok ikke højt, men blot et træk på skuldrende. Man kunne se at hun ikke havde det særlig godt. Selvom at hun rent faktisk prøvede at skjule det på en eller anden måde. Hun prøvede at lade være med at kigge på Violet. Hun vidste det ikke.. før at Claire var blevet vampyr, havde hun rent faktisk haft en varulv som en ven. Dengang havde hun selvfølgelig ikke vidst at det var en varulv. Men da hun så blev vampyr og prøvede at opsøge vennen, havde hun hurtigt gemt sig. Vennen havde ikke set hende, men hun havde set ham. Hun havde kunnet lugte ham.. fra det tidspunkt af havde hun altid drømt om at forsvinde. Fordi at han netop var en af hendes bedste venner og Violet hadede jo de varulve. Lige siden havde hun blevet på den her side af øen og aldrig nogen sinde havde hun haft den tanke at smutte forbi derover og sige hej. Men nu havde hun i hvert fald fundet ud af hvorfor det var at han hele tiden ville have hende til at komme over til ham og ikke ham der skulle gå over til hende. Netop på grund af at fjendskabet imellem varulvene og vampyrene. Hun forstod det ikke. Måske var hendes tanke forkert? Men hun havde det på den måde at alle skulle være venner med hinanden. Medmindre at der selvfølgelig var en god grund til at være uvenner. Men at varulve og vampyre var på den måde overfor hinanden? - det var som nogle mennesker havde noget imod sorte folk? Det var bare sygt og forkert. Men det var vel noget hun ikke forstod. Hun var desuden newborn og forstod jo ikke så meget. Men hendes opdragelse var stadig den samme. Hendes familie havde lært hende at man altid skulle have en god grund. De fleste tøser så hende som en meget stille pige. Imens at fyrene syntes at hun var komisk og sjov.. og de fleste syntes nok også at hun var charmerende. Men det var aldrig det hun tænkte på. Hun så bare ikke noget sjovt i at være sammen tøser. De var altid så bedømmende. Men fyre? Dem kunne man bare rende rundt med og have det sjovt. Man kunne finde på forskellige ting med dem.
Pludselig lod Brookelyn til at være helt væk i sin egen verden igen. Hun lagde overhovedet ikke mærke til det selv. Hun lyttede blot til vindens susen og så stadig ud imod havet. Længtes efter al den spænding der bare var derude. Hun lod tungen glide hen over hendes læber. Hun kunne overhovedet ikke mærke nogen tørst lige nu. Det var underligt, hun havde forventet at hun ville være vildt tørstig hele tiden når hun var newborn. Hun kunne også nogen gange mærke det, men ikke denne gang. Nu tænkte hun bare over forskellige ting. Aldrig det samme.. eller.. for det meste på hendes gamle bedste ven der sikkert undrede sig over hvor hun blev af. Han havde sendt op til flere breve. Men heldigvis ville han ikke komme over på denne side af øen.